Bautastenene
Den lille afdeling med kun 7 gravsteder er et bæredygtigt anlæg, da anlægget er baseret på beplantning med stauder og løgplanter, hvor der ikke tilbydes grandækning eller forårs- og sommerblomster. Endvidere er monumenterne permanente, så de ikke skal fragtes eller destrueres ved ophør.
Beplantningen er det sammenbindende element, hvor stauder og bunddækkende planter danner et tæppe, der bringer indtryk af frodighed og giver smukke farve oplevelser. Stauder i harmonisk blomstrende flader skaber afveksling fra det tidlige forår til efterår. Efterårsløv og staudernes blomsterstande vil være karakteristiske i vinterperioden.
Gravstedet erhverves med leje af gravminde og beplantning. Gravminderne er placeret i en bue i den fælles beplantning. Gravminderne udstyres med en messingplade, hvor afdødes navn samt fødsels- og dødsår vil blive indgraveret.